Varm op til OL i Randers Kommune: Her kan børn og unge udforske olympiske discipliner

Profilbillede
dato

Nedtællingen til De Olympiske Lege i Tokyo er for alvor begyndt. Hvis du eller dit barn også er vild med sport eller blot drømmer om at prøve kræfter med nogle af de mange olympiske discipliner, så læs med her. Vi har samlet en oversigt over, hvor børn og unge kan deltage i forskellige sportsarrangementer i sommerferien i Randers Kommune.


Tour de Kids i Randers 
Spænd cykelhjelmen og træd alt, hvad du kan i pedalerne ved Danmarks største cykelløb for børn. 

Har du børn mellem 3 og 10 år? Så har de mulighed for at deltage i Tour de Kids, hvor deltagerne skal cykle en 1 km. lang rundstrækning, som både er publikumsvenlig og sikkert skærmet af for trafikken.  

Der er forskellige distancer og starttider til dit barn alt efter alder og performance. 

Tour de Kids finder sted i Tronholmparken, hvor der vil være fyldt med cyklesjov og aktiviteter for hele familien. Det koster 75 kr. pr. barn at deltage i cykelløbet. Med i prisen får dit barn et startnummer, en goodiebag, smagsprøver og andre lækkerier, et flot diplom og fri adgang til aktiviteter på pladsen.

Al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde med at forebygge børneulykker i Danmark. 

Pris: 
75 kr. pr. billet – find din billet her. 

Alder:  
Børn mellem 3 og 10 år. 

Tid: 
7. august 2021
Kl. 10.00 

Sted: 
Tronholmparken, 8960 Randers SØ

Læs mere her. 

Kilde: detsker.randers.dk 


Beachvolley på Tronholmen
På den kunstige Randers City Beach ved Tronholmen kan du udfordre venner og familie i en omgang beachvolley. Sportsgrenen er den perfekte aktivitet til en sommerdag, og du kan gratis bruge banerne, når der ikke er kampe.

Beachvolley kan spilles både af børn og voksne. Du skal blot medbringe en bold og samle dit stærkeste hold.  

Alder:  
Ingen aldersgrænse.

Tid:
Når banerne er ledige.

Sted:
Randers City Beach.
Tronholmen 7A, 8960 Randers

Kilde: Randers.dk


Skate-hold for de 13-18-årige  
For første gang nogensinde er skateboarding kommet med på det olympiske program. 

Hvis din teenager også elsker at lave tricks på boardet eller bare gerne vil skate lidt med andre unge mennesker hen over sommeren, så tilbyder Randers Ungdomsskole skate-hold for de 13-18-årige i sommerferien.

Du kan også køre på både løbehjul og BMX – så længe du medbringer dit eget udsyr.
Det er gratis at deltage og du tilmelder dig de forskellige skate-hold med dit uni-login her. 

Alder: 
Alle 13-18-årige i Randers Kommune.

Tid: 
15. juli – 5. august 2021
Kl. 17.00 – 20.00 

Sted: 
Ramperne ved Assentoft hallen.
Stadionvej 41, 8960 Randers

Kilde: Randers Ungdomsskole