Østjyllands Politi rykkede hurtigt ud til en landejendom i Thorsø efter en anmeldelse om et igangværende indbrud kl. 00.45. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en beboer havde observeret en formodet gerningsmand flygte i et køretøj, efter alarmerne gik.
Beboeren fulgte efter køretøjet, og politiet fik standset det på Skanderborgvej nær Hammel. I bilen sad en 34-årig mand, som blev anholdt og lagt i håndjern. Han blev sigtet for indbruddet i Thorsø samt for at have kørt bil uden førerret. Den anholdte blev taget med til politistationen for nærmere afhøring.
Videoovervågning fra stedet viste to personer, men en formodet medgerningsmand er fortsat på fri fod. Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer af hensyn til efterforskningen.