Døgnrapporten i Thorsø: onsdag den 15. december

Profilbillede
dato

Thorsø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ikke planlagt nogen grundlovsforhør i politikredsen i dag. 

**

 

Kørte ind i hus og forsøgte at slippe væk

Natten til onsdag kl. 00.21 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i et hus på Skolegade i Thorsø, hvorefter føreren af bilen var stukket af fra stedet. Et vidne havde dog genkendt vedkommende, der havde kørt bilen, som værende en 26-årig mand, der boede i nærheden. 

Hundene blev sat til at gå spor efter den forsvundne bilist, og det førte politiet til den 26-åriges adresse. Det viste sig, at han var påvirket, og han blev derfor anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Han blev også sigtet for at være stukket af fra et færdselsuheld. 

Derudover blev han sigtet for falsk anmeldelse, da han, kort efter uheldet skete, havde ringet til Midt- og Vestjyllands Politi og meldte sin bil stjålet. 

**

 

Elev på skole anholdt efter bekymrende adfærd

Østjyllands Politi anholdt tirsdag omkring middag en 17-årig elev på en skole i Randers, efter en anmeldelse om, at han havde udvist bekymrende adfærd og fremsagt trusler rettet mod flere elever. 

Den 17-årige blev afhørt og sigtet for trusler og efterfølgende løsladt, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

De sociale myndigheder blev underrettet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen videre. 

Af hensyn til de involverede parter og den videre efterforskning, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen. 

**

 

Mand sigtet for overfald 

En patrulje kørte tirsdag kl. 12.00 til Kaløvig Bådelaug ved Skødstrup efter en anmeldelse om, at en 32-årig mand var blevet overfaldet af en anden mand. 

Ifølge anmeldelsen havde der været nogle uoverensstemmelser mellem den 32-årige og en 50-årig mand, og det havde ført til, at den 50-årige havde taget fat om halsen på den 32-årige og skubbet ham omkuld. 

En person på stedet kom den 32-årige til undsætning, og den 50-årige gik efterfølgende derfra, men blev efterfølgende kontaktet af politiet og sigtet for vold. 

Den 32-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

**

 

Hærværk mod spillemaskiner

En medarbejder i en spillehal på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N ringede tirsdag kl. 11.18 til politiet og fortalte, at en mand netop havde ødelagt flere spillemaskiner på stedet. 

Ifølge medarbejderen var en mand kommet ind i spillehallen med en brosten i hånden, hvorefter han havde slået løs på fem maskiner med stenen, inden han stak af fra stedet. 

En patrulje sikrede spor på stedet, og politiet efterforsker nu hærværkssagen nærmere. 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 8.50 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. To lastbiler ført af hhv. en 58-årig og en 33-årig mand stødte sammen i forbindelse med et højresving. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til.  

Tirsdag kl. 9.56 skete der et færdselsuheld i krydset Landevejen/Stahotvej i Ødum. En 41-årig kvindelig bilist kørte ud på Landevejen fra Stahotvej og blev ramt af en bil ført af en 33-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 41-årige blev sigtet for ikke overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 12.31 skete der et færdselsuheld i krydset Tranekærvej/Vejlby Centervej i Risskov. En 62-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 68-årig kvinde, der kom cyklende ligeud. Den 68-årige pådrog sig et brud på kroppen og blev kørt på skadestuen, men hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 62-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 15.09 skete der et færdselsuheld i krydset Hadsundvej/Randersvej i Mejlby. En 22-årig mandlig lastbilchauffør kørte op bag i en lastbil ført af en 52-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Tirsdag kl. 16.16 skete der et færdselsuheld i krydset Viengevej/Grenåvej i Risskov. En 18-årig mandlig bilist foretog et venstresving fra Viengevej og ind på Grenåvej og ramte ind i to kvinder på 73 og 79 år, der var ved at krydse vejen via et fodgængerfelt. Begge kvinder pådrog sig nogle skader og blev kørt til skadestuen. Ingen af dem kom dog umiddelbart alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 23.50 skete der et færdselsuheld på Kastrupvej i Ringsø, Ryomgård. En 23-årig mandlig bilist kom kørende på den smalle vej, der havde chikaner i begge sider, da han påkørte flere chikaner, hvorefter han påkørte et plankeværk og en natursten. Det viste sig, at manden var påvirket af spiritus og i øvrigt ikke havde noget kørekort. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel uden førerret. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds 


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi